Danmarks samlede oversigt
Find den rigtige kapilærkasse — ét sted
Vi har samlet 3 kapilærkasser fra 2 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
3
kapilærkasser
2
danske webshops
0
på tilbud nu
Vi har samlet 3 kapilærkasser fra 2 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 2 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
En kapilærkasse er en dyrkningskasse med et vandreservoir i bunden, hvor planterne selv trækker vandet op nedefra gennem en fugtig måtte. I stedet for at du står med kanden hver anden dag, sørger fysikken for resten: vandet vandrer op gennem måtten og videre op i jorden, og planten tager det, den har brug for.
Det lyder som en detalje, men det løser et helt konkret problem. Nyspirede frø er ekstremt følsomme over for udsving i fugtighed — for lidt vand én dag kan koste en hel bakke småplanter, og en hårdhændet vandkande ovenfra vælter dem. En kapilærkasse holder fugtigheden jævn og rører ikke ved planterne. Det er derfor, kasserne først og fremmest bliver brugt til forspiring i vindueskarmen fra sidst på vinteren og frem.
Princippet hedder kapillærvirkning: væske bevæger sig op gennem snævre hulrum uden hjælp fra pumper. I kassen er der typisk et vandkammer i bunden, en rist eller en indsats over det, og en kapillærmåtte, der ligger på risten med en flig ned i vandet. Måtten suger sig fuld, og potter eller såbakker stillet ovenpå trækker fugt op gennem drænhullerne.
Det stiller to krav, som er nemme at overse. Potterne skal have huller i bunden — en potte uden dræn får ikke en dråbe. Og der skal være kontakt mellem jorden og måtten. Står potten på en kant eller på en tør plastikrist, sker der ingenting, selv om reservoiret er fyldt.
Langt de fleste kapilærkasser er tænkt til en vindueskarm, og det er også der, de fleste fejlkøb sker. Mål karmen op, før du bestiller: både dybden fra rude til kant og længden mellem eventuelle karme eller persiennebeslag.
Husk også højden. Har kassen et låg, skal der være plads til det — og til at planterne vokser under det. En kasse, der lige akkurat passer i bredden, men rammer vindueshasperne, når du vil lufte ud, er ikke et godt køb. Nogle vælger bevidst to smalle kasser frem for én lang, fordi de er nemmere at flytte og bære ud til vask.
En del kapilærkasser sælges med et gennemsigtigt låg, og så fungerer kassen samtidig som et lille drivhus. Låget holder på fugtigheden omkring frøene i spirefasen, hvilket er en fordel ved varmekrævende frø som chili og tomat.
Til gengæld skal låget af igen i tide. Bliver småplanterne stående i mættet luft for længe, bliver de bløde og lange, og risikoen for svampeangreb stiger. Kig efter et låg med ventilationsspjæld, du kan åbne gradvist — det gør aftrapningen nemmere end at vælge mellem helt låg eller intet låg. Skal kassen kun bruges til at holde færdige potteplanter i live, er låg overflødigt.
Selve kassen er et stykke plast. Det, der afgør, om vandingen virker, er måtten. En god kapillærmåtte suger jævnt, ligger fladt og rådner ikke i løbet af en sæson. En dårlig klumper, mister sugeevnen og bliver et fedt lag alger.
Undersøg, om måtten er en standardvare, du kan købe igen, eller om den er skåret specielt til netop den kasse. Måtten er sliddelen — det er den, du skifter, ikke kassen. Kan du købe måttemateriale på rulle og selv klippe det til, er du bedre stillet på lang sigt. Tjek også, om der er en klar måde at føre måttens flig ned i vandet på; det er ofte her, billige kasser er tænkt dårligt igennem.
Reservoirets størrelse afgør, hvor længe kassen kan passe sig selv. Et lille kammer skal fyldes ofte, og det underminerer hele pointen. Et større kammer giver luft i kalenderen, men fylder også mere.
En vandstandsmåler eller et gennemsigtigt vindue i siden er en lille ting, der gør en stor forskel i hverdagen. Uden den skal du enten løfte i kassen for at mærke vægten eller stikke fingeren ned. Kig også efter, hvordan man overhovedet fylder vand på: en påfyldningsstuds i enden er langt mere praktisk end at skulle løfte hele indsatsen med planter og det hele af, hver gang der skal vand i.
Kapilærkasser er stort set altid i plast, og det er der en god grund til: de skal tåle konstant fugt. Forskellen ligger i godstykkelsen. Tynd plast slår sig, når kassen står med sollys på den ene side, og bliver skør efter et par år i UV-lys.
Skal kassen stå i et drivhus eller i en sydvendt karm hele foråret, er UV-stabiliseret plast en fornuftig investering. Løft i kassen, hvis du kan komme til det i en butik: en kasse fyldt med vand og våd jord bliver tung, og en bund, der giver sig, ender med at knække eller lække. Er der greb i enderne, er kassen tænkt til at blive flyttet — det er et godt tegn.
En kapilærkasse bruges sjældent alene. Du sår i småpotter, i multiplugbakker eller i papirspotter, og de skal stå stabilt på måtten. Mål den indvendige bund, og regn efter, hvor mange potter i den størrelse du reelt bruger, der kan stå der.
Papirspotter og tørvebriketter fungerer godt sammen med vanding nedefra, fordi de suger direkte. Plastpotter kræver, at drænhullerne har kontakt med måtten. Meget høje potter kan være et problem: jo højere jordsøjlen er, jo sværere har vandet ved at nå toppen, og så bliver overfladen tør, mens bunden er våd.
Vanding nedefra stiller krav til jorden. En let, luftig såjord suger fint. En tung, kompakt jord eller en jord med meget groft materiale bryder kapillærkæden, og så står vandet stille i bunden.
Er jorden helt gennemtørret, kan den være svær at få til at suge igen — mange spagnumbaserede blandinger skyder vandet fra sig, når de er tørre. Derfor er det en god idé at fugte jorden let, inden du fylder potterne, så kontakten kommer i gang fra starten. Det er også grunden til, at det sjældent virker at redde en helt udtørret potte ved bare at sætte den i kassen.
Kapilærkasser er i deres rette element ved forspiring: tomat, chili, agurk, squash, sommerblomster og krydderurter, der skal have en tidlig start indendørs. Alt, der vil have jævn fugt og ikke tåler at blive vandet hårdt ovenfra, passer godt.
Omvendt er der planter, der ikke skal stå med fødderne i konstant fugt. Sukkulenter og kaktus vil have tørkeperioder, og rosmarin og andre middelhavsurter har det bedst med at tørre ud imellem vandingerne. Sætter du dem i en kapilærkasse, giver du dem præcis det, de ikke tåler. Kassen er et redskab til fugtelskende planter, ikke en universalløsning.
Den anden store anvendelse er at holde potteplanter i live, mens du er væk. Her flytter du simpelthen dine potter over på en fugtig kapillærmåtte i kassen og fylder reservoiret, inden du kører.
Det virker, men det kræver en prøvetur. Sæt kassen op en uge før afrejsen, og se, hvor hurtigt vandet forsvinder — forbruget afhænger fuldstændig af planternes størrelse, af rummets temperatur og af, hvor meget sol der er på. Stiller du kasserne et lidt køligere sted uden direkte sol, holder vandet meget længere. Og tjek, at potterne rent faktisk har dræn; det er en klassisk fejl at opdage efter hjemkomsten, at en pyntepotte uden hul har stået tør i to uger.
De fleste problemer med kapilærkasser handler ikke om kassen, men om opsætningen. Vandet skal have en vej op, og planten skal have en grund til at tage det.
Et permanent fugtigt miljø tiltrækker uønskede gæster. Alger på måtten og på kassens sider er kosmetisk irriterende, men sjældent farligt. Sørgemyg er mere generende: de trives i konstant fugtig jordoverflade, og en kapilærkasse leverer netop det.
Modtrækket er dels at lade jordoverfladen tørre lidt op mellem påfyldningerne i stedet for at holde reservoiret bræddefuldt hele tiden, dels at gøre grundigt rent mellem sæsonerne. Tøm kassen, tag måtten ud, og vask kassen med varmt vand og børste. En kasse, der pakkes væk om efteråret med gammel jord og en fugtig måtte i, er en dårlig start på næste forår.
De billigste kapilærkasser er tynde plastbakker med en simpel måtte og ikke meget mere. De virker udmærket til én sæsons forspiring i vindueskarmen, hvis du er varsom med dem.
Mellemklassen er, hvor det bliver interessant: kraftigere plast, en gennemtænkt påfyldning, vandstandsvisning, et låg med ventilation og en måtte, du kan købe igen. Det er her, kassen holder mere end nogle få sæsoner. De dyreste modeller lægger typisk noget til, der ikke handler om selve kapillærvirkningen — indbygget varme til spiring, dyrkningslys eller et system, der kan kobles sammen. Det kan være pengene værd, hvis du forspirer meget hvert år, men det er ikke det, der afgør, om vandingen nedefra fungerer.
I spirefasen har frøplanter ikke brug for gødning, og gødning i reservoiret øger risikoen for alger og for salte, der samler sig i jorden. Skal der gødes senere, følger du anvisningen på det gødningsprodukt, du bruger.
Det afhænger helt af planternes størrelse, temperatur og lys, og det er derfor en vandstandsmåler er så nyttig. Fremfor at følge et fast interval, så hold øje de første par uger og lær din egen kasses rytme.
Ja. Princippet er en tæt kasse, en rist til at holde potterne fri af vandet, og en måtte med en flig ned i reservoiret. Mange klarer sig fint med en opsamlingsbakke og et stykke kapillærmåtte på rulle. Fordelen ved en færdig kasse er passform, påfyldning og vandstandsvisning.
I et drivhus eller under tag, ja, hvis plasten tåler UV. Står den frit udenfor, fyldes reservoiret af regn, og så mister du kontrollen med vandmængden — og i frost kan vandet sprænge kassen.